Tusmørketanker

20130428_204720Min barndomsvenindes far var død – og jeg skulle hen for at deltage i den obligatoriske sammenkomst efter begravelsen. Jeg havde ikke i et sekund spekuleret på, at jeg så ville komme tilbage til det kvarter, hvor jeg voksede op. Men pludselig var jeg der igen, foran mig lå min barndomsvej – og minderne vældede frem

Her skulle man tage sig i agt. 

Vejen så meget mindre ud, end jeg huskede den. Jeg gik uvilkårligt ned i knæ for at få det rette perspektiv. For udenforstående ville vejen se helt almindelig, kedelig og ufarlig ud. Vejen var dårligt vedligeholdt med huller og revner fra forgangne vintres frostsprængninger, og fortovets fliser lå skæve og truede med at spænde ben for uforsigtige forgængere. Her skulle man tage sig i agt. Som i barndommen undgik jeg at træde på revnerne mellem fliserne. Som et mantra havde jeg dengang gentaget og gentaget, når jeg gik hjem fra skole; ”Hvis jeg ikke træder på revnerne mellem fliserne – vil alt være normalt, når jeg kommer hjem”.

Papirtynde vægge

I den døende dags sidste lys lå rækkehusene på lange, lige, uendelige rækker bag skævt klippede ligusterhækkene og trykkede sig. Det var i et af disse huse, jeg havde boet. Med papirtynde vægge, så man svagt kunne høre og fornemme, hvad naboerne tænkte – og det var ikke kun gode og venlige tanker. Jeg kunne mærke deres skjulte blikke, deres fordømmelse – og høre dem hviske til hinanden.

Minderne sneg sig som skygger

Med et slag var jeg tilbage i nutiden, jeg snublede og tumlede ind mod smedens berberis-hæk. De forræderiske grene med deres stikkende torne greb ud efter mig som spøgelsesfingre. Mit hjerte hamrede af sted – jeg forsøgte at få mit åndedræt under kontrol – der var jo intet her, der kunne skade mig mere. Men minderne sneg sig rundt som sorte skygger. Selv om det havde været min mening at gå ligeud, drejede jeg som af gammel vane ind ad brandstien, der løb bagved rækkehusene. Dengang, som nu, lå der små køkkenhaver, men de glemte og efterladte planter var visne, sorte og døde – ødelagte af frosten.

I ly af ligusterhækken

Tusmørket gjorde, at jeg uset kunne gå i ly af ligusterhækkene. I min erindring så jeg for mig, hvordan jeg, som barn, med længsel havde kikket ind af naboernes vinduer. Derinde i de varmt oplyste stuer med panoramavinduer levede de og deres børn helt almindelige, pæne og ordentlige liv. Hvor mødre og fædre elskede deres børn og sørgede for dem. Der duftede af aftensmad; frikadeller, medisterpølse, eller måske flæskesteg, hvis man var heldig. Jeg ville give alt for at være i deres sted. Jeg rystede minderne af mig og nærmede mig tøvende nummer 13. Huset lignede ikke helt sig selv. Den umbra-brune maling på træværket var udskiftet med en mere nutidig modehvid farve. Det var her min barndom var sluttet, næsten før den var begyndt.

Stærk som en mælkebøtte

Ud af øjenkrogen så jeg to piger komme løbene hånd i hånd. Jeg fik glædestårer i øjnene ved synet og en række dejlige barndomsminder om uendelige varme sommerdage i legehusets skygge sammen med min veninde, hvor vi fortalte løgnehistorier og bare nød at være sammen overskyggede de dystre minder. Taknemmeligt ringede jeg på døren, jeg var klar til at se alle naboerne i øjnene. Jeg var ikke mere den usikre pige. Jeg var stærk, som en mælkebøtte, der, trods barske forhold og modstand, til sidst bryder gennem vejens asfalt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *