Refugium

Morgenrøde

Solopgang

Alt er så smukt og pænt på overfladen. På vej til bilen lader hun blikket glide hen over forhaven – med dens nydeligt arrangerede planter og velfriserede golfgreen-græs. Der emmer af penge, status og især kontrol. Hun kører bilen ud af den underjordiske parkeringskælderen og sætter kursen mod sit arbejde som sekretær hos et stort advokatfirma inde i byen.

Det er hendes mand, med hans mange forbindelse, der har skaffet hende jobbet, efter hun gik ned med depression. Den, de naturligvis aldrig taler om. Han synes, hun havde brug for noget at stå op til; et job, så hun ikke faldt i tungsindige tanker, som han udtrykte det. Så det er der, hun er på vej hen nu. Han spurgte hende aldrig, hvad hun ville, som om han altid vidste, hvad der var bedst for hende.

På hjul og stejle

Hun kører ad smukkede snoede veje. Men hun lægger ikke mærke til det, for hun kører her jo hver dag på vej til skafottet. Ligesom Struense. Måske ender hun også på hjul og stejle til offentlighedens beskuelse og fordømmelse, hvis hun nægter at adlyde hendes private konge en dag. Hun tænder for bilens radio for at høre P1 som sædvanlig, men som ved en fejl eller skæbnens drilagtige finger kommer hun til at trykke på SØG-knappen.

En gammel Carol King-sang fra dengang hun var ung, fri og ubekymret flød ud af højtalerne:  “When this old world starts getting me down. And people are just too much for me to face. I climb way up to the top of the stairs. And all my cares just drift right in to space On the roof it’s peaceful as can be. And there the world below can’t bother me”. Hendes mund formede ordene helt ubesværet, mens hun sang, som om der ikke var gået årtier, siden hun havde hørt den sidst.  Der var engang, da alting var enkelt. Hun længtes, og det gjorde så ondt, at det fremkaldte tårer og slørede hendes syn, så hun kørte hurtigt ud på en lille markvej, hvor hun kunne holde uden at være i overhængende fare for at blive påkørt.

Hun lod bare tårerne løbe, hun havde holdt dem tilbage så længe. Hendes mand måtte aldrig se dem, så ville det ende med lykkepillerne igen, som i sidste ende gjorde hende mere ulykkelig, men hun kunne bare ikke selv mærke det. Tårer og snot løb ned over hendes ansigt i en uskøn forening og hendes mascara lavede sorte rande under hendes øjne. Endelig brød der en skarp forårssol frem bag skyen og stoppede tårefloden. Hun tørrede sin make-up af og ville så lægge nyt på.

Carpe Diem

I spejlet så hun sig selv som for første gang – uden makeup – bare sig selv. Hun kikkede indgående efter og fandt den unge pige, hun havde været dengang, før hun blev gift. Hende ville hun passe på. Hun kastede et blik på uret – det var alligevel ved at være for sent – hun kunne ikke nå det. I stedet sendte hun kujonagtigt en sms med besked om endnu et migræneanfald til sin arbejdsplads. Normalt ville hun få et stik af dårlig samvittighed, men ikke i dag, for dagen i dag var, uden varsel, blevet hendes.

Nøglen blev drejet i bilens tændingslås, og hun fulgte en pludselig indskydelse til at forsætte ud ad markvejen.  ”Jeg kommer jo nok ud på en vej, hvor jeg kan komme hjem”, ræsonnerede hun, for der havde jo ikke været et ”blind-vej”- skilt, da hun kørte ind på grusvejen – kun et ”hus-til-salg-skilt”. Grusvejen snoede sig et godt stykke mellem markerne, hvor gule rapsdækkede marker blomstrede og sendte deres karakteristiske lettere ubehagelige duft ind i hendes næsebor.

eller især hendes mand bad hende om noget. Hun blev siddende i bilen med hamrende hjerte, mens hendes brystkasse panikagtigt hævede sig stødvist op og ned som for at få pint så meget ild ud af luften som muligt. Det begyndte at prikke i hendes fingre og læber, så hun vidste, at et panikanfald var undervejs.

Det bankede på ruden. Hun fór sammen, og forskrækkelsen fik hende ud det begyndende anfald. ”Ja” – hun rullede vinduet ned. ”Så kom du for at se på huset. Jeg var lige ved at køre, du skulle jo have været her for en halv time siden”. ”Undskyld; mumlede hun febrilsk og trådte ud af bilen, mens hun snublede. Hun blev grebet af ejendomsmægleren, som det jo måtte være siden, han ville vise hende huset.

Selv stilheden havde en lyd

Det lille bondehus lå og trykkede sig inde mellem træerne, som om det var lidt nervøs ved situationen ligesom hende selv. Som om det tænkte; ”Hvordan skal det gå mig, hvis ingen vil have mig?”. Præcis som hende selv. En gammel vandpumpe stod midt på gårdspladsen, bierne summede og dyppede lyksalige deres snabler i de lyserøde stokroser, som voksede op ad huset. Intetanende om verdens ondskab.

Vinduernes hvide blondegardiner skjulte næsten de røde pelargonier i lerpotterne, som stod i vindueskarmen. Der var så stille her, at selv stilheden havde en lyd. Et ord faldt hende ind: ”Refugium”. Det var her; stedet, hvor hun kunne finde ro og glæde over livet. Hvor hun kunne være sig selv.  Her var der ingen, der kunne fortælle hende, hvad hun skulle gøre og mene – her var ingen, der kunne kontrollere hende. En time efter stod hun med slutsedlen på huset i hånden.  Hendes hænder rystede endnu. Hvordan hun havde turdet trodse hendes mand, anede hun ikke.

Dette sted var hendes ”Up on the Roof”.  Det sted, hvor hun kunne tage hen, når verdenen sled hende ned, som havet langsomt, men sikkert sled rullestenene i vandkanten.  Her kunne hun trække vejret, når folk blev for manipulerende, kontrollerende og materialistiske. Hun bevægede pumpens arm op og ned, indtil vandet strømmede stødt, og hun vaskede sit ansigt og hænder fri for dagligdagens nedbrydende krav. Hun smagte på vandet; en svag smag af jord fyldte hendes mund. Ikke ubehageligt, mere en smag, som bevidnede, at hun var kommet hjem.

Billet til friheden

Hun blev der til sent om aftenen. Til Karlsvognens stjernebillede blev synligt. Så vidste hun, at hun for en stund var nødt til at tage tilbage til sin ventede mand, som sikkert hårdhændet ville afkræve hende et svar. Hun kunne godt klare det, for nu ventede huset jo på hende, og en dag, når hun var blevet stærk når, ville hun vende tilbage for altid. Men før det kunne ske, skulle meget planlægges og arrangeres, og især spor skulle slettes.  Men indtil da, ville huset være hendes refugium – hendes billet til friheden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *