PERSONA NON GRATA

Jeg kendte om nogen perronen. For jeg var her dag og nat. Den var blevet mit hjem. Om natten var her knoglefrysende ensomt, og mærkelige, natlige eksistenser luskede rundt i periferien. Om dagen myldrede de fortravlede rejsende omkring mig. Ofte kom de til at gå ind i mig eller endda sparke til mig, men det bemærkede de fleste slet ikke.

En del af baggrundstæppet!

Jeg var blevet en del af baggrundstæppet – omgivet af fyldte plastikposer, tomme kaffekrus og nedtrådte cigaretskodder. Nogle gange skete det også, at en overenergisk ungersvend kunne finde på at springe over mig forat imponere sin kæreste. Så stod hun der med hånden over sine jernbaneskinne-belagte tænder – mens hun hvinede af fryd og en smule angst. Henrykt over kærestens dumdristighed.

De andre….

Der var andre, ligesom mig, på perronen. De var straks mere heldige, for de stod altid inde i det gennemskuelige venterum. Der havde de et
mere behageligt og beskyttet liv end jeg – i læ og ly, uden for regnens og vindens rækkevidde. Men de lod, som om de ikke bemærkede mig. Jeg var en persona non grata i deres øjne – ikke fin nok.

Et andet liv!

En gang for længe siden, ja, det var ligesom i et helt andet liv, var jeg ikke her på perronen. Der levede jeg et andet sted. Jeg nød at mærke den friske landlige luft – og jeg glædede mig over solens varmende stråler, som gav mig livslyst og styrke. Detvar det liv, jeg længtes efter – og drømte om.  Hvordan jeg var havnet her, var gledet ud af min erindring.

En morgen var det slut

En morgen var det fordi! En ældre mand, der gik og samlede affald på perronen, bemærkede, at der var noget galt. Hurtigt fik han tilkaldt
to stærke unge mænd i refleks-beklædt arbejdstøj. ”Nå”, sagde den ene ungemand, ”så gik den vist ikke længere”. ”Nej, men det var jo ventet, man kan jo ikke holde for evigt”; svarede den anden.  De greb hårdt fat i mig og løftede mig op uden at tage hensyn.

Møbler med sjæl

Vil I så tage det roligt?”, råbte den gamle affaldssamler. ”Slap nu af, det er jo bare en gammel bænk, der er gået i stykker”, replicerede den unge kækt. ”Bare en bænk!”, råbte den gamle mand nu. ”Vis dog lidt respekt. Bænken her er fra dengang, man lavede møbler med sjæl – og ikke ligesom de, der Kina-producerede formfuldendte bænke, derinde”, sagde han bittert og pegede mod venterummet på perronen. Han lod hånden løbe hen over mit gamle vejrbidte træ – og en slags skælven løb gennem  mig. Den gamle mand stirrede forundret på sin hånd. ”Vær nu bare lidt forsigtige”, sagde han stille og eftertænksomt.

En ny begyndelse …

Da de greb fat i mig anden gang, faldt en af mine tremmer i ryglænet ud. De bemærkede det slet ikke. Men det gjorde en lille dreng.  Lykkeligt samlede han mit rygstykke op og råbte henrykt; ”Sværd”.  I nat og fremover sover den tilbageværende del af mig i en rødkindet drengs varme seng. Glemt er de hensynsløse mennesker, de Kina-producerede rivaler og den kolde perron.

One Comment

on “PERSONA NON GRATA
One Comment on “PERSONA NON GRATA
  1. Pingback: Færdig med fremtiden

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *