Memento Mori

Engel

Memento mori

Tavst følger jeg efter mine forældre ind i kirken. Jeg føler mig svimmel, ør og en anelse ved siden af mig selv. Som om jeg er ude af vatter. Min far kikker bedrøvet på min mors ansigt, som har antaget en askegrå farve, furerne omkring munden er mangedoblede. Min far tager hende under armen og støtter hende på vej ind i kirken.

Jeg føler mig ubetydelig og usynlig, da de ikke værdiger mig et eneste blik. Sådan har det været den sidste uges tid. Jeg begriber virkelig ikke hvorfor. Jeg ved da godt, jeg kan være ligefrem i min tale, og at mange har svært ved at kapere det. Jeg kalder det bare for ærlighed, men sandheden er jo som bekendt ofte ilde hørt.

Tåbelig optimist

Kirken er halvtom eller halvfyldt, som en tåbelig optimist ville sige det. Men for mig er den altså halvtom. Folk sidder i stilhed, afventede, og af og til høres brudstykker af hviskende samtaler og endda dæmpet latter. Der er ingen, der tager notits af mig og jeg sætter mig stille ned ved siden af mine forældre. ”Trækker her ikke meget?” Min mor knuger sjalet og trækker det tættere om sig om, mens hun skutter sig.

Orglet spiller et dæmpet og dystert musikstykke i mol, og jeg opdager forbløffet, at det er en begravelse, vi deltager i. Kisten står hvid, ensom og sparsomt dekoreret med gule roser, som for at pynte på det faktum, at der ligger et lig i kisten.  Som forsker hos Medicinal Kompagniet tror jeg kun på det, som man kan måle og veje, og hader jeg idylliserende forestilleringer om verden og livet i almindelighed. Det er kun for svage mennesker.

Ikke det store familiemenneske

På rækken foran mig sidder, der en lille dreng. Han sidder omvendt på kirkebænken og stirrer ufravendt på mig, mens hans hage hviler ovenpå hans buttede hænder. Det er min nevø, som jeg ikke har set i lang tid, da jeg har haft travlt med mit arbejde, som betyder al verden for mig. Jeg regner hurtigt efter i hovedet og opdager, at det er to år siden, jeg sidst har set ham. Men jeg er jo heller ikke det store familiemenneske – og bliver det nok heller aldrig. Tanken giver mig en ubehagelig følelse, som jeg ikke kan sætte en finger på. For at lette lidt på stemningen rækker jeg tunge i det håb om, at han glemmer den stirre-konkurrence, han tilsyneladende har tænkt sig af vinde.

”Moar, der sidder en dame og rækker tunge lige her – det må hun da ikke”.  Hans engleagtige lyse barnestemme lyder højt og skærebrænderagtigt i kirkerummet.  Alle folk enten vender sig og kikker bebrejdende eller tysser på ham, måske for at undgå han vækker den døde. Jeg undertrykker et fnis, mens min svigerinde vender sig om med tørre øjne og kikker, der hvor han peger – lige på mig.  Hun ryster på hovedet og siger til ham, at han ikke må lyve og i øvrigt skal være stille. ”Bare lige indtil, det her er overstået, så får du en is”, siger hun og kikker utålmodigt på sit armbåndsur.

Hvil i fred, Maria

En svimlende, panikagtig mistanke slår ned i mig. Rystet går jeg, ubemærket af de fleste, op til kisten og kikker på de hvide bånd, som pryder bårebuketterne. ”En sidste hilsen fra kolleger hos Medicinal Kompagniet” står der med gyldne svungne bogstaver. Mit blik flakker panisk over de øvrige bånd og læser: ”Hvil i fred, Maria”.

Erkendelsen slår mig ud, for det er jo mig eller rettere min krop, der ligger der i kisten. Jeg husker ganske enkelt ikke, hvordan og hvornår jeg døde. Og hvilke begivenheder, der gik forud. Der er jo stadig så meget, jeg har ikke har nået. Familie, børn og ja, selv en kæreste. I et splitsekund erkender jeg, at det, jeg prioriterede som vigtigt, i sidste ende slet ikke er det.

Designerindrettet lejlighed, prangende smykker og en dyr bil har ingen reel værdi. De kun er til låns, jeg kan ikke tage dem med herfra. Jeg får lyst til at skrige, og selv om jeg mobiliserer alle mine kræfter, magter jeg kun at få en enkelt gul rose på kisten til at bevæge sig ubetydeligt. ”HVOR BLIVER LYSET AF!!!!”.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *