KRYDSOGTVÆRS

Kryds og tværsDette er en opgave, som er skrevet på mit “Skriv-selv-kursus” på Grundtvigs Højskole i Hillerød i august 2014. Opgaven lød: “Beskriv en person ud fra en genstand”. Jeg fik 45 minutter til opgaven.

KRYDSOGTVÆRS

Jeg går alene gennem den lavloftede stue, mens jeg kikker omkring i et overstået liv. “Er du, der Farmor?” Intet svar! Så ser jeg krydsogtværsen på spisebordet, og den svarer mig, da jeg ser bogstaverne fra en anden tid.

Blyantsspåner med lidt gult

Du løste altid krydsogtværser med en blyant, som du spidsede med den store køkkenkniv. Blyantsspåner med lidt gult lå på køkkengulvet. Blyanten fik grove kanter, men den var god at skrive med. ”Lagde du mærke til, at du altid slikkede på blyantens spids, når du sad i din kongestol ved vinduet og løste krydsogtværsens gåde?”.

Ingen tomme felter

Kan du huske, at du altid passede mig i efterårsferien, Farmor? Da vi løste krydsogtværs sammen? Da du lærte mig, at aksel staves med et a og et k og ikke med et x, som jeg skriv og stregede det tomme felt ud, så det kom til at passe. ”Man kan ikke have tomme felter i en krydsogtværs”, forklarede du.

Aksel med x

Da jeg tog fat i din kiste, tænkte jeg: ”Hvordan kan du være så tung, når du var så lille og tynd? ”Krydsogtværs”, tænkte jeg. ”Det var selvfølgelig det! Krydsogtværs til både morgenmad og til eftermiddagskaffen og altid efter aftensmaden. Al din viden gjorde dig tung.  Ude på kirkegården skrev jeg aksel med et x i regnvandet på din kiste.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *