Færdig med fremtiden

 

Kirkeklokkerne varslede død og begravelse. Den sorte muld lugtede af fugt, forglemmelse og forrådnelse. Gran lå omkring gravens rand – som om noget kunne pynte døden op – gøre den mere acceptabel. Kisten havde været tung at bære, selv om tidens tand havde gjort hende lille og tynd. Da jeg rørte ved kisten strømmede en følelse af fortvivlelse, savn og magtesløshed op igennem mig – og fik mit ansigt til at fortrække sig. Regnen må have løbet ned ad mine kinder. De var våde.

Over kirkegårdsgærdet

Sortklædte alvorlige mennesker sang ved graven, og tonerne sendte de sorte fugle op mod himlen, som sorte silhuetter mod træerne langs kirkegårdens dige. Hun havde engang skudt genvej og var kravlet over det; hende, der nu lå så livsforladt i kisten – som 74-årig – med mig på slæb, menshun hujede og grinede.Mine tanker gled – ude af kontrol, som våd sæbe, tilbage til det, som var engang, men aldrig kommer igen. Den sidste gang, jeg så hende, havde hun siddet der, som en skygge af sit fortidige jeg. Tidens skarpe, ubarmhjertige tand havde gnavet for meget af hende – mentalt. Men kroppen gav ikke op. Hjertet blev af en eller anden grund ved med at slå og slå og slå og … – selv om hun ikke ville være i livet længere – forblev hun i live.

Små hvide drys i silende regn.

Skyggen ved vinduet havde bevæget sig og hostet uden at holde sig for munden. Et stykke mad var fløjet ud af munden og var landet på gulvet. Hun havde altid været så gavmild og generøs med sig selv. ”Kom med” – kunne hun sige – mens hun lod opvasken stå. Under de brede bøgekroner havde vi siddet tæt sammen i en sagte, silende forårsregn. Tiden gik i stå og holdt op med at eksistere, mens vi snusede skovens duft ind; skovmærker. De små hvide rys blev plukket med hjem og sat i et lille vandglas.  Hun havde glædet sig over dem. Vilde blomster i vand, var smukkere og mere ærlige end dyrt indkøbte blomsterhandlerbundne buketter, som havde noget velopdragent og upersonligt over sig.

Lad mig dø!

”Lad mig dø”; stemmen havde lydt stille, men overraskende bestemt. Ordene havde runget i stilheden – og var faldet ubesvarede ned med et dumpt drøn. Fortvivlelsen havde bredt sig i mig – hun havde været ved min side hele mit liv. Jeg kunne ikke undvære hende. Jeg var bevidst om, at hun ønskede at leve i fortiden, hun rakte desperat ud efter den, men kunne ikke nå den. Derfor var hun for længst færdig med fremtiden og nu også snart med nutiden.

Lykke på rejsen

Stilheden efter salmen bragte mig tilbage til kirkegården. Solen tittede frem bag lasede gråhvide gardiner og sendte sine livgivende stråler ned mod den åbne grav. Solen må have varmet mit ansigt. Mine kinder var tørre. Langt væk hørte jeg et glad barns perlende latter – som sendte en rislende glæde igennem mig. Jeg følte en lettelse, en befrielse på hendes vegne.  Livet havde ikke haft mere at tilbyde hende – så derfor havde hun vendt det ryggen og forsat alene af ukendte stier. Jeg kyssede den lille buket skovmærker, jeg havde i hånden – og ønskede hende lykke på rejsen – i stilhed.

Læs en anden af Bogbillens tekster her: Persona Non Grata

One Comment

on “Færdig med fremtiden
One Comment on “Færdig med fremtiden
  1. Hej Helle…..
    Lyder godt, men man kan da ikke bare stoppe der…. Var lige blevent nysgerrig, og havde lyst til at læse mere…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *