En skåret tallerken

Huset er stille, næsten som graven. Standurets tik og tak bryder stilheden. I stilheden mellem tik og tak er der en tyngde, som får Signe til at gå foroverbøjet. November-solens sidste stråler flammer i blodets nuance. Der dannes skygger i hjørner og kroge. ”Jeg savner dig”, hvisker hun. Hun bøjer hovedet respektfuldt, går ind i soveværelse og åbner kommodeskuffen.

Lærred med monogram og blonder.

Der ligger hyldepapir i bunden af skuffen. Et lommetørklæde, der ligger gemt og glemt inderst inde, kærtegner Signes hånd. Lærred med monogram og blonder. Tårerne begynder at løbe ned ad Signes kinder. Lommetørklædet løftes ubevidst op til hendes ansigt – og hun indsnuser begærligt barndommens duft; Fenjal-sæbe, lugten af spegepølse og lidt støv.

Krydsogtværsens gåde

Hun husker glasskålen med jordbær – endnu duftende varme af solen. Mælkekanden med en blanding af fløde og mælk. Vinduet stod åbent – og blondegardinet bevægede sig som et sorgløst barn i brisen. Hunden sov i en solstråle, hvori myriader af støvkorn boltrede sig. Hønsene kaglede, og Signe kunne lugte hønsemøg. Lugten svævede, sammen med fluerne, ind ad vinduet. Fluerne landede på en sukkerknald og duppede20130914_122437 ivrigt deres snabel i godbidden. Blyanten skrabede mod avispapiret. Signe iagttog intenst sin farmor, mens hun løste krydsogtværsens gåde.

Rosenborg med guldkant

En bil dytter nede på gaden og bringer Signe fra fortiden til nuet. Hun åbner alle skuffer og hiver hyldepapiret af. Hyldepapir hober sig op, men det forpinte udtryk i Signes ansigt aftager og bliver erstattet af sorg. Hun smider papiret i skraldespanden og smækker låget på.  Ved siden af skraldespanden ligger en tallerken, der er blevet kasseret; Rosenborg med guldkant og blomster; der er en revne i den.

En kakofoni af stemmer og latter

Hun husker lyden af knive og gafler, der klirrede mod porcelænet. En kakofoni af stemmer og latter. Duften af flæskesteg, kartofler, sovs og rødkål. Stolen med plastikbetrækket, der klæbede mod lårene og nev i huden, når Signe flyttede sig. Smagen af appelsin og kulsyre prikkede på Signes tunge. Da middagen var overstået, blev bestik og tallerkener samlet sammen. Alt blev smidt ned i stålvasken med et plask. Da Signe tog en tallerken op for at tørre den af – var der en revne i den.

Signe bliver revet ud af sin erindring, da hun får øje på tallerkenen, som hun nu holder i hånden. Hun ser forundret ud, som hun havde glemt, hvordan den havde fået sin revne. Hun ligger øret mod tallerkenen og nyder fornemmelsen af det kolde porcelæn. Hun ligger hovedet på skrå og lytter, som om hun kan høre lyden af for længst afsluttede familiemiddage. Signe knuger den skårede tallerken, men sorgen i hendes ansigt er blevet erstattet af taknemmelighed.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *