Autopilot

 

20140224_071540-1”SKYND-JER-SKYND-JER-VI KOMMER-FOR-SENT. JEG HAR ET VIGTIG MØDE, SÅ JEG SKAL BARE AFSTED TIL TIDEN. ÅRRRHHH, HVORFOR VAR DET LIGE MIG, DER SKAL AFLEVERE UNGERNE I DAG. DE STÅR JO BARE DERHENNE I DØREN OG KAN IKKE FÅ SIG GJORT FÆRDIGE – FOR POKKER – OGSÅ LIGE I DAG. HVORFOR ER DET ALTID MIG, DER SKAL STYRTE AFSTED, MENS HAN SIDDER OG DRIKKER CAPPUCINO OG LÆSER INFORMATION. KOM SÅ HER”!!!!!!!!!

Lange hvide ar i plastikken.

Bilnøglen glider forbi nøglehullet flere gang, flæser ubarmhjertigt og laver lange hvide ar i plastikken. Det var lige det, der manglede, flere spydige kommentarer og hårde ord. Jeg har glemt, hvorfor jeg finder mig i det, måske fordi det er det nemmeste, mest behagelige og mindst konfliktfyldte. Det er nemmere at glide af – end at tage konflikten op – også selvfølgelig for børnenes skyld.

Indre jordskælv

Galden stiger op i min hals, da jeg kører mod arbejdspladsen. ”Ser jeg mon godt nok ud? Har jeg mon valgt det rigtige tøj, som giver en tilpas professionel fremtoning. Det må bare ikke gå galt, det møde. Det gælder min forfremmelse og min fremtid”.  Kikker i bakspejlet, studerer frisuren og tjekker om jeg har læbestift på tænderne. Der er et stormvejr inde i min krop. Blodet bruser som et frådende hav, tankerne myldrer som hidsige myrer, og musklerne gennemrystes af indre jordskælv.

Vinduesviskernes hidsige dans over ruden, regnens hårde trommesolo på taget og den december-sorte morgen gør det svært for mig at se ud på vejen. Alt er blankt, vådt og skinnende, når lygterne kaster deres projektør hen over den sorte asfalt.

Intet overskud

”Jeg må også lige huske at købe ind på vejen hjem fra arbejde. Hvad skal vi have at spise i dag? I går fik vi købepizza, så i dag skal det være lidt sundere. Men jeg er træt, så det skal være noget nemt. Måske rugbrød. Hov, ungerne kan ikke så godt lide rugbrød, så måske jeg skulle lave lidt lunt: frikadeller, fiskefilet eller lun leverpostej – det gør det lidt mere spændende. Men så kan jeg jo lige så godt lave almindelig aftensmad. Jeg har bare ikke overskud til det. Det må blive sandwich, som jeg kan købe på vej hjem fra arbe………….”.

RÅDYR; PARALYSEREDE, GLØDENDE ØJNE I MØRKET. BRUN PELS. GEVIR. MÆGTIG KROP KNUSER RUDEN. FLÆSENDE SMERTE OG BARMHJERTIGT MØRKE ………..

Intet håb om helbredelse

Jeg er overalt og alligevel ingen steder. Alt er uden betydning nu. Svæver ind og ud af blødt mørke. Nogen tørrer min hage, og lægger en kold klud på min pande. Jeg prøver at bevæge min arm, mit ben, mit hoved. Intet fungerer nu.”Fraktur på flere nakkehvirvler, en grøntsag, intet håb om helbredelse”;  ….. stemmen kommer svævende ind i mit mørke, men den skaber ikke lys – kun forvirring. Hvem taler han om?

Fremtiden var aldrig min

Hvad var det dog, jeg havde så travlt med? Tanken forsvinder i det samme, den dukker op. Jeg kan ikke holde fast i den.  Som solen, der bryder igennem et skydække, erkender jeg, at fremtiden aldrig havde været min. Jeg havde tilrettelagt mit liv og brugt al min tid på noget, som aldrig kom til mig. Jeg skulle have brugt mine kræfter og energi, der hvor jeg kunne gøre en forskel: I NUET. Have været til stede – i stedet for at køre på AUTOPILOT.

Jeg mærket et stik i min hånd og et kemisk, behageligt, trøstende mørke, skyller ind over mig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *