Den bog må jeg bare læse; Pigen fra Auschwitz

Arlette Andersen

 

Der er nogle bøger, som du bare må læse, fordi de på en eller anden måde har gjort et indtryk på dig. Sådan en bog, er den nyudkomne bog; Pigen fra Auschwitz, som handler om Arlette Andersens ophold i bl.a. koncentrationslejren Auschwitz.

Primitivt tatoverede tal på armen.

Jeg havde Arlette Andersen til fransk, da jeg gik på fransksproglig linje på Fredericia Gymnasium. Dengang talte hun ikke om opholdet og hvad der var sket dengang. Men al gruen lå uudtalt i luften og gav næring til mine mareridt.  Hun skjulte på den anden side ikke, at hun havde været i koncentrationslejr, for på hendes arm havde hun et nummer, der var primitivt tatoveret – og det var ofte synligt. Det gjorde et uudsletteligt indtryk på mig.

Frygt for nye overgreb

Arlette talte om sin frygt for, at overgreb mod bestemte befolkningsgrupper kunne ske igen. I de tidlige 80’ere, hvor jeg gik i gymnasiet, vandt den nationalkonservative politikeren Jean-Marie Le Pen og hans parti Front National sympati i den almindelige befolkning. Le Pen var bl.a. for fransk forret til boliger og job, censur på kunsterisk udfoldelse, nationaliseret af større virksomheder og en styrket fransk hær. Dette satte helt sikker mange tanker i gang hos Arlette og hun gav udtryk for sin bekymring til os.

Sandheden må og skal frem.

I dag er der ikke mange vidner tilbage fra 2. verdenskrig – og vi kan jo riskere, at meget af det, der skete dengang, går i glemmebogen eller bliver bagateliseret. Derfor nærer jeg stor respekt og beundring for Arlette Andersen – fordi hun trods sine traumer fra opholdet i koncentrationslejrene, har fundet styrken til at tale om og dele sine oplevelser med os. Det er vigtigt, at vi stadig taler om, hvad der skete dengang, for det er en del af vores historie – og vi skal alle tage ved lære af den. Derfor vil jeg læse bogen; Pigen fra Auschwitz.

Læs mere om bogen – klik her.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *