Giganternes fald af Ken Follett

 

1. del af trilogi om Giganterens Fald

Forside af bogen Giganternes Fald af Ken Follett

Ken Follett er en fabelagtig fortæller, hvilket han også beviser med sin nyeste bog; Giganternes Fald, som er nr. 1 i en planlagt trilogi om en russisk, tysk, engelsk og amerikansk slægt. Jeg hørte bogen som lydbog, og det var kun lige i starten, det var besværligt at finde ud af hvem, der var hvem (i bogudgaven er der en udførlig personliste, som hjælper dig med at holde styr på personerne). Fordelen ved en lydbog er, at du kan høre den, mens du kører i tog eller i bil – og på den måde slippe for at kede dig i f.eks. bilkøen.

Et must for de historieinteresserede!

Er du historieinteresseret, skal du bare læse denne bog, for du får et unikt indblik i de menneskelige forhold under og omkring 1. Verdenskrig. Især personbeskrivelserne er gode og realistiske – det var især dem, jeg synes var mest velskrevne i bogen.  Du får også et indblik i soldaternes, politikernes og befolkningens dagligliv; herunder også kvindernes kamp for stemmeret. På den måde ser du krigen for alle sider; dvs. den russiske, tyske, engelske og amerikanske. Ken Follett beskriver personer så godt, at du fatter sympati for alle parter i krigen og får et mere nuanceret syn på hhv. sejerherrene og taberne.

Langtrukne beskrivelser af krigsstrategi og politik.

Det, der fangede mig mest ved bogen, var personskildringerne og deres indbyrdes relationer. Jeg synes dog, at bogen var lidt langtrukken, når Ken Follett beskrev krigsstrategien og politikken bag 1. Verdenskrig. Jeg synes ikke, det er et must, at læserne får indblik i diverse knibtangsmanøvrer ved de tyske, russiske og engelske fronter samt diverse politiske taler i Underhuset. Handlingen i bogen kan sagtens hænge sammen uden disse. Kun hvis du er ekstraordinært interesseret i krigshandlingen og strategien bag, mener jeg, at du vil finde disse afsnit berigende og interessante.

Suverænt helikopterblik over 1. Verdenskrig

Men alt-i-alt er Giganternes Fald en suveræn bog, som giver et helikopterblik over 1. Verdenskrig og de implicerede parter. Sproget er godt, flydende og til at læse for alle. Jeg vurderer, at bogen appellerer til mange typer læsere; den historieinteresserede, den politiskeinteresserede og ikke mindst dig, som bare elsker en god murstensroman, som fortsætter over flere generationer. Jeg skal helt sikker læse de følgende 2 bøger i trilogien – og venter med spænding på udgivelserne, som er planlagt til hhv. 2012 og 2014. Giganternes Fald 2 handler om Depressionen og 2. Verdenskrig, mens Giganternes Fald 3 handler om Den Kolde Krig.

Bogbillen giver Giganternes Fald af Ken Follett 5 ud af 6 Bogbiller!!!

Har du lyst til at læse Giganteres Fald – kan du låne bogen her eller købe bogen her.

One Comment

on “Giganternes fald af Ken Follett
One Comment on “Giganternes fald af Ken Follett
  1. Pingback: “Pige i tyverne” af Sophie Kinsella

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *